Mit første spring !

Siden min ansættelse som konsulent i DFU blev en realitet har jeg været fokuseret på at skulle springe. Jeg ville opleve hvad der gør sporten attraktiv og hvilken tænkning springeren er optaget af. Min tanke var at såfremt jeg skal kunne bidrage til udvikling af klubberne og uddannelse, til disciplinudvikling og miljøarbejdet er det nødvendigt at komme tæt på.

Fredag d. 30 marts klokken 15.45 træder jeg ind i klubhuset hos Aversi Faldskærms Club. En lille times kørsel fra min bopæl. Det er en ualmindelig smuk og solskinsfyldt eftermiddag. Jeg bliver taget godt imod og budt velkommen af nogle raske drenge, som er i færd med at iklæde sig udstyr for at nå et enkelt spring inden det går løs med det nye elevhold.

Omgangstonen er uhøjtidelig og humoristisk, det giver en lethed i atmosfæren og jeg føler mig godt tilpas. Omgangen med grejet virker naturlig og ubesværet. Der bliver løbet ud til den ventende Cessna 182TRG. På trods af de kun 100 m. fra min havestol på klubhusterassen til maskinen kan motorlyden dårligt høres. Ved take off er der gang i omdrejningerne og et kort øjeblik høres de 72,2 dBA. Kort efter er der stille og det er kun lærken der larmer.

Inde i klubhuset har atmosfæren skiftet karakter. De nye elever begynder så småt at ankomme. Der er tydeligt en fortættet stemning. Ingen kender hinanden, ingen ved rigtig hvad de skal gøre. Vi sætter os tilfældigt, mens stilheden og spændingen går hånd i hånd. Udenfor bliver jeg passet op af en af de andre elever; ”Hej jeg hedder Eskild – jeg er skide spændt og jeg glæder mig rigtig meget”. På spørgsmålet om hvordan det blev AFC han var kommet til siger Eskild; ”Jeg googlede faldskærmsklubber og så poppede AFC´s hjemmeside op blandt de andre. Der var noget særligt tilgængeligt, åbent og ærligt ved denne her hjemmeside. Jeg fandt alle de nødvendige informationer herunder pris. Det er vigtigt for mig når jeg søger at alt er tilgængeligt”.

Mit i vores samtale hører vi en hurtig blafren / summen og ser en faldskærm lave et skarpt drej op mod vinden og få ekstrem hastighed på. Han kommer fejende ind over springpladsen med benene trukket op – et blødt dybt træk i styrelinerne og han står ret op helt stille og behersket. Wouw – det er ret cool!

Inden kursusstart er der hektisk forberedelsesstemning blandt Tom, Vince, ”Buller”, ”Friske” og Kim. Har vi nu alt materialet? Hvor mange er tilmeldt? Er de ankommet? Er der stole nok? Det er for varmt herinde! Det ender med et fyldt teorilokale. De 15 nye elever, 4 -5 elever som skal have banket rust af og 5 instruktører, hvor Kim er under oplæring.

Undervisningsteknisk og pædagogisk er jeg imponeret over den fine veksling mellem ude og inde, op og stå ned at sidde, meget lidt tekst mange praktiske eksempler, konfrontationen på det netop gennemgåede, man skal ikke falde i søvn, fint timede pauser, en spade er en spade, alvor med en god snert af humor, undervisningsmidlerne er fantastisk varierede. Efter en indføring i aerodynamikkens hemmeligheder af Vince kommer ”master of disaster”- ”Friske” på banen. Jeg sidder efter denne lektion inde med en ny motorisk færdighed ”nødprocedure”, men samtidig et intellektuelt forbehold; ”Vil du Hans være i stand til at reagere med ”the appropriate response to the problem occured” – puha? Vi går i hangaren og kastes i seletøjet. På første spørgsmål fra ”Buller”; Kalottens yderste celler tager ikke luft ind hvad gør du?” Ups – den sad – ”det kan jeg ikke huske!” – ”Er du i tvivl?” – ”Hvad gør du?” – ”nårhh ja!”. Jeg kommer ud af seletøjet og tænker ”Shit Hans, det behersker du altså ikke, men vil du komme til det?!”.

Klokken er 23.24, da jeg sætter mig bag rattet i min bil for at køre hjem. Jeg er totalt fyldt af dagens oplevelser, nye relationer og kværner løs på nye fagudtryk, færdigheder og procedurer. Hjemme i min seng falder jeg i søvn med et smil på læben og spørgsmålet om jeg vil kunne beherske det der skal til, når det gælder.

Lørdag d. 31.marts kl. 06.15 står jeg op til badet og mærker hvordan min underbevidsthed i nattens løb har været min reserveskærm. Jeg er til min store overraskelse temmelig skarp – hvis sådan så sådan og hvis sådan så sådan. Kl. 08.00 ankommer jeg til Aversi med en god følelse i kroppen. Jeg kan ikke rigtig finde ud af om jeg ryster fordi det er en lidt råkold morgen eller det er mit spændingsniveau. Den varme morgenkaffe dulmer og der er højt til himlen – det er endnu en fantastisk dag.

Morgensamlingen ledes af sergent ”Friske” på springpladsen foran klubhuset på bedste militære vis, jeg får helt lyst til at stå rør. Vi repeterer på spørgsmål og bliver briefet på dagens forløb. Dagen vil begynde med anmeldelse i Manifestet, hvor stævnelederen alias Nonbo vil sammensætte liftene. Første lift er kl. 09.30. Jeg bliver sat på 5. og sidste elevlift for dagen. Nu har jeg tid til at studere de andre. Der er intensitet og en underlig ubeskrivelig sitren i luften.

En af eleverne har fået springet som gave af sin kæreste. Over aftensmaden fredag kan han slet ikke se sig selv springe; ”Jeg er ikke sikker på at jeg ved hvorfor at jeg er her!” lidt senere ”Og jo måske tænker jeg at det vil hjælpe med min optagelse på politiskolen” okay så fandt vi motivet på trods af den famlende tilgang.. Han har fået sit gear på og er blevet checket ud. Hans øjne er bange og hans krop er ludende. Kæresten vimser rundt med et dogme-kamera og siger; ”Ih hvor er du modig skat, det er godt ja, vær glad!”. Da han kommer ned er han ikke til at skyde igennem. Han er stolt, høj og tændt; ”Jeg vil mere!”

Tiden er kommet til mit lift. Jeg er spændt, men ikke overspændt. Jeg finder en dragt og får mit gear på.. Jeg bliver checket ud og vi tester radioen for kontakt. Turen går til den ventende maskine. Jeg elsker at flyve, så jeg har en god historie med mig om bord. Jeg er 3. og sidste springer udover de to instruktører, så jeg kryber ind bagest i flyet efter at have sikret mig at min staticline hæfter som den skal.

Take off går som en leg og vi er i luften. 100 m. oppe siger Kim; ”Se nu godt efter størrelsen på bygninger og andre kendemærker – det er i denne højde I skal påbegynde jeres indflyvning”. Vi kigger alle intenst ned på det åbne landskab og lader billedet brænde fast på nethinden for at kunne løfte det frem, når tiden kommer for indflyvningen til pladsen.

Jeg lukker øjnene og visualiserer udstigningen – repeterer kommandoerne og forløbet fra jeg skal krybe frem i kabinen og til jeg har sluppet stræberen. Jeg er fortrolig med proceduren og har stor tillid til Kim og Bjarke, som nøje overvåger Kim´s gøren og laden. Nu skal springer nummer 1 af sted. Kim åbner døren vinden kommer med stor styrke ind i kabinen, landskabet ligger frit under os …….BUM – det øjeblik skal jeg aldrig glemme!. Min krypdyrshjerne slår til og min krop reagerer prompte. Harry Potter har lige kastet en lysende ildkugle ind i mit solar plexus. ”Det her Hans, det gør du bare ikke!” Jeg er overvældet – vi har trænet og repeteret og ingen handlinger er overladt til tilfældigheder. Men det her var jeg bare ikke forberedt på. 1. springer er af sted. Kim er skarp, han har godt set min reaktion. Døren lukker og piloten tager en tur rundt for at komme i position til springer 2. Da døren åbner denne gang er jeg forberedt. Jeg tager tre dybe indåndinger og beroliger mig selv så godt det lader sig gøre. Min puls er høj og Harry Potter sidder i min mave.

Springer 1 og 2 er kommet rigtig godt ud og jeg befinder mig nu i klarposition ved siden af døren. ”Klar til spring?” – jeg responderer ”Ja” nu skal det være, de andre har gjort, så kan du også Hans. Døren åbnes og jeg bliver igen overrasket over vindens styrke. Jeg sætter mine ben ud og holder godt fast i dørkarmen. Da Kim så min reaktion tidligere lader han mig sidde sådan i 10 sekunder før han siger ”Fortsæt”. Jeg kæmper min hånd ud på stræberen og tænker om jeg nu kan holde. Det viser sig til min overraskelse at være nemt. Så langt så godt. Forløbet har været simuleret rigtig fint fredag aften i hangaren, men der er en vind og et åbent landskab til forskel.

Jeg hænger i stræberen, ser op på Kim og får ”Go”. Jeg giver mig selv 2 sekunder til en dyb indånding og lukker mund og øjne og slipper. Jeg tænker svaj det bedste du har lært. Jeg glemmer alt om hoptusind, 2000 ….. Kontrol, men hører skærmen folde sig ud og ser op. Jeg har genfundet den bevidste strategi og følger tjeklisten lige efter bogen. Alt er som det skal være og jeg udbryder HUUUAHH – udbruddet kommer helt af sig selv og fortsætter med min vejrtrækning i hele mit svæv. Jeg er blevet forelsket – min krop syder og bobler og jeg smiler fra øre til øre. Jeg forsøger at orientere mig i landskabet, men er så vild med min forelskelse at jeg bare nyder følelsen – det er helt ubeskriveligt.

”Springer 3, drej højre hvis du kan høre mig” – det er ”Buller” på radioen – jeg begynder at tale til ham og griber mig at vide at han ikke kan høre mig, mens jeg til min store fryd oplever min skærm reagerer hurtigt og smidigt på mit højretræk. Jeg er i trygge hænder og får overblik til at orientere mig i landskabet, som ligger under mig i de smukkeste farver – storslået.

Min indflyvning er påbegyndt, jeg holder styringen op i vinden med små korrektioner og satser på at ramme springpladsen. Jeg kommer tættere og tættere og tættere ”3 – 2 – 1 – Flare” kommer det i radioen og jeg lander blødt og fint, mine støvler glider og jeg bumper ned på numsen – ”Tillykke Hans” kommer det fra ”Buller” ”Tak” siger jeg og har rigtig lyst til at kramme ham, men gør det ikke. ”Jeg ville så gerne have landet dig på pladsen, men det gik ikke denne gang”. Det var tæt på, 8 – 10 m. skiller mig fra at være kommet helt ind på pladsen. Fabelagtigt

Jeg samler min skærm og bærer den ind til pakkerne i hangaren altimens mit ansigt konstant er flækket i et stort grin – jeg er virkelig forelsket! Mit første mål er nået – Jeg har fundet sportens attraktion.

Stor tak til Tom, Vince, Bjarke, Friske, Kim, Buller og Thomas for jeres meget kompetente optræden og jeres humør.
Hans